23 februar 2013

Et forårssmil til weekenden

Flere og flere små tegn på at foråret er på vej, sniger sig frem. Ved vores kældertrappe klatrer den smukkeste hvide klematis, med blomster så store som kagetallerkener.


Fredagens glædelige overraskelse var opdagelsen af dens grønne knopper, der er på vej til at springe ud.


Jeg kender desværre ikke navnet på den, men ud fra clematisdanmark.dk, har jeg fundet et par kandidater - det kunne måske være:

Asagasumi

Billede lånt fra Clematisdanmark.dk

Destiny

Billede lånt hos Trädgår'n i Söderfors

Guernsey Cream

Billede lånt fra Clematisdanmark.dk

Jerzy Popieluszko

Billede lånt fra Thorncroftclematis.co.uk

Det er i hvert fald beskæringskode 2, da den blomstrer i maj-juni. Når den blomstrer, skal jeg nok lægge billeder op af den, så kan det være, der en nogen der genkender den :)


Den er så smuk, at jeg i efteråret tog frø fra den og nu er det spændende om de spirer her til foråret. Jeg har aldrig prøvet det før, men har læst forskellige guider på nettet. Så nu håber jeg det lykkes.
(ellers må jeg tage en lille stikling til sommer)

20 februar 2013

Forårsbebudere - så er foråret lige om hjørnet

Når erantiserne og vintergækkerne dækker bedene i Glyptotekets have, så ved jeg at foråret er lige om hjørnet. Jeg kunne ikke lade være med at tage et hurtigt billede med min mobil, da jeg kom forbi forleden. De fine, gule erantis bringer smil frem på læben hver gang :)


(Jeg ved det, det er sikkert - foråret er her lige om lidt! selvom vinden og kulden i dag kan gøre det svært at holde fast i troen)

10 februar 2013

Drømmen om en eng af forårsblomster

For efterhånden mange uger siden, fyldte jeg kurven med blomsterløg, da Føtex havde fødselsdagstilbud. Da vi på det tidspunkt stadig var i september, kom løgene ikke i jorden med det samme, da alle krukkerne stadig var fyldt med livskraftige planter. 
Alle løgene endte i vores kolde, mørke baggang - med intentionen om at plante dem i oktober eller november. Sådan kom det ikke helt til at gå - indrømmet de har kun været i jorden knap en uge...

Dog så alle løgene fine og sunde ud. Alle med små grønne spidser, så en absolut høj spire-procent :)
(Noget lignende udspillede sig sidste år og alligevel havde vi det skønneste tulipan flor, så jeg er ved godt mod).

Nu venter jeg utålmodigt på at skudene viser sig oven-jords og årets første blomster folder sig ud på altanen.
Og svaret på det første spørgsmål: Er aftegningerne på krokusserne af den kolde eller varme lilla tone?


Da jeg skulle vælge mellem alle de fine løg, udtænkte jeg en plan, hvor farverne passede sammen både i samtidig blomstring og når de afløser hinanden.
Dog kan jeg ikke helt huske eller gennemskue min plan nu.... Ingen tvivl om, at marts/april blomsterne er skønne blomster hver især, men farvekoordineret synes jeg ikke helt man kan påstå....


Men det skulle ikke undre mig, hvis der kommer lidt flere blomster til :) Der har i hvert fald ikke været et forår endnu, hvor jeg ikke har købt stedmoderblomster. Så kan det være, at farvekombinationen bliver lidt mere harmonisk.

I april/maj kommer det helt store blomsterflor! 3 slags tulipaner og en Alium. Jeg glæder mig til at se om farverne passer lige så smukt som på billederne, og hvordan Aliumen tager sig ud.


Så er der bare at vente på forårets komme :)


04 februar 2013

Velkommen

Velkommen til den skønne altan og bloggen om den. Her vil jeg dele årets gang og de mange skønne oplevelser vi har derude. Hovedfokus vil uden tvivl blive planterne. Alt det grønne, farverige, skønne og smukke, der fylder altanen og gør den endnu mere fantastisk at opholde sig på.


Så velkommen til. Jeg håber du vil nyde 'opholdet' :)