14 december 2014

Vinterklargøring af altanen

Der er noget stille herinde på bloggen. Det er der flere årsager til; Jeg startede nyt job, i en ny branche 1.sept. og det har fyldt meget og ikke efterladt megen energi eller overskud. Samtidig der sker noget med altanlivet hver sensommer/efterår... Når temperaturen falder, regnen sætter ind og planterne begynder at takke af, så er det som om jeg glemmer altanen og alle dens beboere. 
Det er pudsigt, hvordan 10 grader og et par solstråler om foråret lokker, tæpper findes frem og altanen tages i brug - men 10 grader og et par solstråler om efteråret byder på lukkede døre og tæpper indenfor.


Jeg bliver stadig fristet af blomster, forårsløg og diverse drømme, men det når ikke meget længere end til butikkens dør.

Så som det efterhånden er tradition, fik jeg først vinterklargjort altanen for et par uger siden :)
(det lune efterår har helt sikkert også en indvirkning).

En del af vinterklargøringen er at stille de fleste af krukkerne langs væggen, hvor der ikke kommer ret meget regn. Her står de også mere beskyttet for kulden. Hvis der skulle komme hård frost, kan jeg hurtigt dække dem til for ekstra beskyttelse.

Den tjavsede plante i midten er mine perlehyacinter, der begyndte at skyde og sætte blade for en måned siden - jeg håber ikke, den er blevet så forvirret, at den ikke sætter blomster til foråret. Det er nemlig én af mine yndlings forårsblomster.

Med de lune vintre vi har haft de seneste par år, har jeg slet ikke haft brug for at pakke min roser ind i gran. Jeg læste/hørte på et tidspunkt, at, hvis vinteren er lun, kan det skade mere end gavne at pakke roserne ind i gran, da det giver grobund for diverse svampesygdomme.
Det giver mening i min logik, så jeg hiver kun granet frem, hvis der er udsigt til en hård og kold vinter.


Den manglende frost er også årsagen til, at jeg stadig har pelargonier i altankasserne. Jeg har nemlig ikke rigtig et køligt, frostfrit sted at opbevare dem.
De har været en så stor succes i år, at jeg egentlig gerne vil gemme dem til næste år.

Det lune efterår gør også nogle af planterne forvirrede. Forårsløgene er begyndt at titte frem, lupinen bliver ved med at skyde små grønne blade og vi har stadig grønne jordbær (jeg tvivler dog på, at de bliver røde).
Forårsfornemmelser i december

Tossede jordbær

Der er ikke ret meget farve derude, men en lille farveklat kan jeg dog glædes over :)
En fin blålilla hyacint blomster ufortrødent på nu 2. måned.


21 august 2014

Tomater, tomater, tomater

Noget der virkelig har været en succes i år er vores tomater. Vi har aldrig haft så mange tomater som i år. Utroligt hvordan det kan føles som en fantastisk luksus at kunne gå ud og hente tomater direkte fra planten ind til bordet. Jeg forundres jævnligt over, at en så lille og simpel ting kan føles som så stor en luksus. 


Det er efterhånden kæresten der har overtaget tomatdyrkningen. Det er ret hyggeligt og han går fuldt ind i opgaven, hvilket også gør at tomaterne får mere omsorg. De tidligere år har vi ikke været helt så søde ved vores tomatplanter... En fire - fem planter måtte deles om en almindelig størrelse altankasse. Hvilken resulterede i ikke ret store planter eller ret mange tomater. Ren logik. 

Derfor byggede kæresten en ny og større kasse til tomaterne. Den blev lidt større end planlagt, men så fik planterne bare mere plads.
Og man må sige, at tomatplanterne har elsket det! Hold da helt op en tomatjungle vi har haft i år! Vi var ikke helt tidligt nok ude med at knibe sideskud, så vi har klippet en del grene og blade af i flere omgange. Der har været blomsterklaser i overflod og masser af solmodne tomater. Vi har spist tomater dagligt de sidste 14 dage og der er stadig en del på planterne.




Her er hvad vi kom hjem til. Især de yderste planter havde haft det lidt hårdt i sommervarmen, men med lidt kærlighed kommer de sig fint. 

Som man kan se, står kassen reelt ikke på selve altanen, men på taget ved siden af...  Vi låner lidt (ikke ret meget - kun kanten) af naboens tag (og er helt klar til at fjerne kassen, hvis de ønsker det). Væggen er vores, sydvendt og perfekt til frilandstomater. Solen står på fra ca. kl.10 til kl.17-18 stykker. Og da væggen er af mursten holder den på varmen og afgiver den ligeså stille i løbet af aftenen og natten. 
Vi har 6 planter i kassen (4 forskellige slags) plus en række jordbær forrest. Jordbærrene har ikke haft meget plads og er blevet lidt mast af bladmængden fra tomaterne, så vi skal nok "opstamme" lidt mere til næste år.

Tomatkassen (og vejret ;-p ) har været har været så stor en succes, at vi helt sikkert gentager det til næste år. Så tror jeg, jeg skal have sneget en enkelt gul cherrytomatplante ind.


17 august 2014

Hvorfor gør de det??

Nu har jeg to år i træk forsøgt at dyrke squash i krukker, men begge gange er endt med hensygnende planter og ingen afgrøder.


Sidste år havde jeg kun 1 plante, som min gode veninde havde forspiret for mig. Der kom masser af blomster og flere anlæg til squash, men de svandt ind/rådnede inden de rigtig blev til noget.
I år har jeg selv forspiret 2 fine planter. De blev plantet i nye krukker med ny jord og så rigtig flotte og sunde ud, da jeg tog på ferie i starten af juli. Det så endda ud til, at der var en squash på vej. Der var godt nok lidt meldug(?) på bladene, men det så ikke ud til at genere dem.

Selvom de er blevet vandet, gødet og passet i sommerheden, ser de nu sådan ud. IGEN.


Hvorfor?? Er der nogen der ved hvad der går galt/Hvad jeg gør galt? Eller hvad jeg kan gøre for at det ikke sker igen? 
Jeg håber der er nogen der ved det, da det vil være fantastisk at kunne hente sine egne squash direkte fra planten. Efter at have læst Jannes indlæg mistænker jeg spindemider for at være synderen... hvad siger I??

Opdateret 21.08.14
Efter at have læst noget mere om både meldug og spindemider samt drøftet det med Janne fra Storbyhaven, er jeg kommet frem til, at det nok er meldug. Så nu vil jeg prøve at finde en løsning på problemet i løbet af vinteren.